Hmm. Modenhed?

Hmm. Nu er jeg så blevet anklaget for ikke at være moden nok. Men hvor moden skal man lige være som 20årig? Altså, jeg synes da personligt at det er trist at skulle opfører sig fuldstændig moden som 20årig? Jeg synes det er vigtigt at man beholder barnet i sig, og lader det komme ud. For det er det som gør os til mennesker, og som får os til begå de fejl som vi skal lærer. Nogle mener man ikke selv altid har det valg at vælge, men jo det synes jeg man har. For det er sådan set op til en selv hvor vidt man vil lukke barnet indeni en selv ud, og ikke med hvad andre vil synes, men hvad man selv synes.

Syg verden.

Jeg synes det er helt utroligt, jeg har nu efter nogle måneder, stødt på video'er gang på gang omkring folk der bliver svinet til, på grund af de enten har et bestemt navn, hænger ud med nogle som er yngre end dem selv, ældre end dem selv, har et forkert udseende, har en korkert stil og en forkert seksualitet.


Men som man jo også ser i folkeskolen, så deler eleverne sig automatisk op i forskellige typiske grupper. Der hvor jeg gik havde vi blandt andet fodboldspillerne, emoerne, nørderne, de populærer piger, de mindre populærer og de sorte får. Jeg var dog blandt en af de sorte får. Men det jeg ikke forstår det er hvorfor folk rækker ned på andre bare fordi de ikke er som en selv? Altså, det har selvfølgelig noget at gøre med at den dag i dag, der er mange bange for det de ikke ved noget om, blandt andet fordi de ikke ved hvad de vil kunne gå ind til, om de hovedet ville blive accepteret osv. Og blandt de årsager, kan der ske det at mange rækker ned på dem for at hæve sig over det ukendte.


Men det giver også i visse tilfælde den effekt at de bliver hævede over dem, men i andre tilfælde bliver det lige omvendt, hvor det ender med at de viser hvor svage de selv er, selvom de ikke vil indrømme det. Jeg ved så meget at jeg har altid været mig selv uanset hvad, og det burde i andre også være, i skal ikke tage jer af hvad andre siger omkring jer. For mange gange er det fordi de er jaloux på jer, fordi i tør være jer, og de ikke gør.


Men jeg kan bare ikke forstå hvad problemet er i at man skulle hænge ud med nogle som er 4-5år yngre end en selv? Jeg har selv et par venner som er det, men det gør dem jo ikke anderledes? Og mange gange er det sådan at man er venner med nogle som er det, fordi man deler de samme interesser, holdninger, meninger osv i livet. Og fordi man som regel er på bølgelængde hvad angår mentalitet. Men uanset hvordan man er, burde man blive accepteret. Jeg ved så meget at jeg støtter op omkring enhver som bliver rækket ned af andre fordi de mener de er bedre, men nej det er de ikke. Det er dem som er de svage og ikke os andre. For vi kan sige fra og tale for os selv, mens de skal bruge støtte fra alle deres venner og kommer med tomme trusler osv. Jeg synes ærlig talt det er en syg verden vi er kommet i.

Stukket i ryggen og svigtet.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for tiden. For synes alt sådan set går galt, og det er ikke ligefrem nemt at komme ud af min psykiske nedbrud, når folk fucker mig eller røvrender mig hele tiden.. Føler mig faktisk ret alene her i livet. For det er som om at ingen gider mig mere, og jeg aner ikke om jeg har gjort noget galt. Folk ignorerer mig, vender mig ryggen, er der aldrig for mig mere hvis jeg har brug for det, sviner mig og ja hvad gør de ikke? Jeg føler mig virkelig svigtet af stort set alle mine venner, eller rettere sagt, dem jeg troet var mine venner. For hvor meget venner er de, hvis de ignorerer en når man endda spørger dem om man er ved at glide fra hinanden og føler de ikke gider en, og de så vælger slet ikke at svare, men siger "jamen jeg har ikke tid, har alt for travlt." Ja mig i røven. Man har sgu altid tid til lige at sende en sms eller to altså.. Og hvor meget venner er de også hvis de ikke engang opdager at man har slettet dem fra Facebook, og det er over 1 uge siden? Altså, det kan jeg da ikke bruge til noget. Selv en af dem jeg troet var min bedste veninde, svarede på den med at glide fra hinanden, men brugte den at jamen hun havde travlt, og selvom jeg sagde at jeg havde det rigtig svært for tiden, og havde allermest brug for hende, så reagerede hun ikke engang på det eller svaret på det.. Hvor god en veninde er hun så lige? Der er så mange som har skuffet mig på det sidste, jeg er bare glad for at jeg har nogle få sande venner, som virkelig er der for mig når jeg har brug for det, for hvis ikke det havde været for dem, så havde jeg ikke stået her den dag idag. For har haft selvmordstanker hver eneste dag indtil videre, men takket være dem, så får de mig på andre tanker. Og ja der er ikke nogen af jer der vidste jeg gik med de her tanker, men det gør jeg. For er virkelig nede hvor jeg ikke kan komme længere ned. Jeg kan ærligt indrømme at jeg ligger i min seng hver aften og tuder mig selv i søvn, for jeg kan ikke se hvorfor jeg er her? Hvilket formål er der? For jeg kan ikke selv se den, så please fortæl mig det, hvis der overhovedet er noget formål eller mening i mit liv? Og jeg er generelt træt af at skal være stærk konstant og kæmpe hele tiden. For jeg har ikke flere kræfter tilbage overhovedet? Jeg er så tæt på at give op, for jeg kan bare ikke mere. Jeg føler mig ubruelig, nyttesløs, uduelig og intet værd. For jeg er jo åbenbart et nul, en taber, en svans og hvad man ellers kan komme på.. Folk har jo ret når de siger at ingen vil have en som mig. Ja jeg svarer dem igen, men jeg det er en facade jeg putter op. For inderst inde græder jeg og tænker, ja de har sgu ret. For der er ikke nogen som vil have en som mig. Jeg er grim, jeg er ulækker, jeg er en idiot, et svin, jeg er fed, frastødende, irriterende, barnlig og så meget mere.. Så hvorfor skal jeg være her? Der er jo ikke noget særligt ved mig? Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg er blevet bragt til verden, eller jo, for at lide hele mit liv, for det er hvad jeg har gjort indtil videre. Der har ikke været bare en enkelt dag hvor der ikke har været noget som har gjort ondt på mig.. Og jeg har gjort så mange dårlige ting i mit liv, og det er ting jeg ikke engang er stolt af, men folk forstår ikke når jeg rent faktisk mener jeg er ked af det. Men det må åbenbart være fordi jeg ikke er det værd. Og de har sgu ret, for jeg er ikke det værd.. Men som der står på min plakat: "If it's too hard, it's not worth trying". Og det er sgu rigtigt, for det nytter ikke at jeg prøver, hvis det er for svært, for jeg får det aldrig alligevel, jeg bliver bare såret i sidste ende, så hvorfor overhovedet prøve og prøve og prøve? Det giver jo ingen mening..

En ny start.

Er det mon en ny start jeg har fået? For er begyndt at komme oven på igen, efter min psykiske nedbrud, hvilket er super dejligt at jeg er på vej op igen. Men har jeg fået en ny start hvad angår kærlighed? For at begyndt at skrive med en rigtig sød fyr, hans navn er Jeppe, og vi begyndte at skrive sammen igår, men vi har allerede snakket sammen i tlf i mindst 5 timer sammenlagt, og vi kan bare blive ved med at snakke, og jeg synes bare han har verdens mest charmerende stemme, og han virker bare til at være utrolig sød, ærlig, oprigtig, reel og sådan :) Og vi har da snakket om at vi skal mødes, der er dog et minus, det er at han bor i Jylland tæt på Århus, men hvad fanden, afstanden skal vel for pokker ikke bestemme det. Jeg har i hvert fald tænkt mig at give ham en chance, for allerede nu, jeg kan ikke lade være at lytte til ALT han siger, og det bedste ved det hele er at jeg føler jeg kan være mig selv, og normalt er jeg genert, men det har jeg slet ikke været overfor ham? Hvad kan det betyde? Og han lytter til hvad jeg siger, og han forstår mig og omvendt. Selvom jeg ikke har snakket med ham så længe, så synes jeg at jeg er blevet lidt glad for ham, selvom det egentligt ikke burde være muligt, men det er jeg. Men håber meget på at møde ham snart, og håber på der er kemi og gnist, for han er indtil videre lige min type, både udseendesmæssigt, personlighedsmæssigt, han er maskulin og ja alt passer bare lige skabet synes jeg. Mon jeg har fået en lille crush på ham?

Fejltagelser.

Hvordan ved vi om vi begår de rette fejltagelser eller de forkerte fejltagelser? Er der overhovedet noget der hedder de rette og forkerte? Men det må der jo være, for der er de fejltagelser som er meningen man skal lærer af og blive klogere på, og så er de fejltagelser, ja der bare gør det hele værre og ikke kan bruges til noget. Jeg ved at jeg har lavet mange fejltagelser, flere end jeg nogensinde kan tælle. Men jeg ved så meget at stort set dem alle sammen har jeg lært noget af, ikke dem alle, men de fleste af dem. Men der er så også en masse af dem, som jeg gerne ville kunne lave om, for de har såret mig inderst inde, og de sår, de vil aldrig hele nogensinde. For jeg har mistet rigtig meget ved nogle af de fejltagelser jeg har lavet, men jeg kan ikke lave om på dem, jeg kan kun prøve på at gøre det bedre næste gang jeg står i den situation. Der er ikke andet man kan gøre end at træffe en anden beslutning, så det ikke går galt igen. Men man skal dog huske at det skal ikke være på andre folks bekostning eller vilje, det skal være i en retning som du selv kan leve med og er glad for, ikke fordi andre siger du skal. Det er op til dig om hvilken retning du vælger at gå og leve, det er ikke noget andre skal bestemme eller beslutte for dig. 


Man kan også forbinde fejltagelser med beslutninger, livets vej og overvejelser. Hvad angår forbindelsen mellem fejltagelser og beslutninger er at den hænger sammen på den måde at den beslutning vi vælger at tage, kan føre hen og blive en fejltagelse, hvis vi ikke får tænkt godt nok over den beslutning vi tager. For vi kan gå hen og miste den vi elsker, en ven, et familiemedlem og bare generelt, ting som har meget stor værdi for os. Hvis vi bare husker at tænke grundigt over den beslutning vi vælger at tage, over hvilke konsekvenser det kan medføre, hvilke skader og hvad der er fordel og ulempe ved den, så skal det nok gå, for hvis man har tænkt det hele igennem, så er man også forberedt på hvis det går galt, og så gør det ikke så ondt på en selv hvis det skulle ske således. Men hvad angår livets vej, har også meget med hvilke beslutninger man tager, for det kommer an på hvilken retning man har valgt sin levestil. For hvis man vælger den voldelige retning, jamen så foregår de fleste valg i vold, hvis man vælger den mere fredelige retning, så går ens beslutninger på at snakke om tingene og meget tænkning. Der var en klog mand der engang sagde til mig at de kloge snakker om tingene, og de ikke nær så kloge, bruger fysisk kontakt for at løse deres problemer. Og derved må jeg konkluderer at jeg hører blandt de kloge, da jeg sådan set ikke vil løse mine problemer med fysisk kontakt, jeg vil hellere snakke ud om tingene og få det lagt på hylden. For fysisk vold, det udsætter kun problemerne, og gør vreden større og større, og værre. Og hvad kan man bruge det til? Sådan set ingenting. Jeg får i hvert fald ikke noget ud af det, jeg ved ikke med jer. Men det er også op til jer selv om i vil løse problemerne med det samme eller udsætte dem og gøre dem værre, ved at udøve fysisk kontakt hele tiden. Hvad angår overvejelser, hænger den sammen med alle de 3 andre ting, både med fejltagelser, beslutninger og livets vej. For vi overvejer altid de diverse udveje og retninger vi kan vælge at gå. For hvad får vi ud af at tage den vej? Og hvad får vi ud af den anden vej osv? Livet er en stor tankegang. For uanset hvad, så skal vi tænke os grundigt om, før vi gør noget vi vil fortryde. Så alt i alt, det er som i en cirkel de ting.