torsdag den 10. november 2011

Stukket i ryggen og svigtet.

Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal gøre for tiden. For synes alt sådan set går galt, og det er ikke ligefrem nemt at komme ud af min psykiske nedbrud, når folk fucker mig eller røvrender mig hele tiden.. Føler mig faktisk ret alene her i livet. For det er som om at ingen gider mig mere, og jeg aner ikke om jeg har gjort noget galt. Folk ignorerer mig, vender mig ryggen, er der aldrig for mig mere hvis jeg har brug for det, sviner mig og ja hvad gør de ikke? Jeg føler mig virkelig svigtet af stort set alle mine venner, eller rettere sagt, dem jeg troet var mine venner. For hvor meget venner er de, hvis de ignorerer en når man endda spørger dem om man er ved at glide fra hinanden og føler de ikke gider en, og de så vælger slet ikke at svare, men siger "jamen jeg har ikke tid, har alt for travlt." Ja mig i røven. Man har sgu altid tid til lige at sende en sms eller to altså.. Og hvor meget venner er de også hvis de ikke engang opdager at man har slettet dem fra Facebook, og det er over 1 uge siden? Altså, det kan jeg da ikke bruge til noget. Selv en af dem jeg troet var min bedste veninde, svarede på den med at glide fra hinanden, men brugte den at jamen hun havde travlt, og selvom jeg sagde at jeg havde det rigtig svært for tiden, og havde allermest brug for hende, så reagerede hun ikke engang på det eller svaret på det.. Hvor god en veninde er hun så lige? Der er så mange som har skuffet mig på det sidste, jeg er bare glad for at jeg har nogle få sande venner, som virkelig er der for mig når jeg har brug for det, for hvis ikke det havde været for dem, så havde jeg ikke stået her den dag idag. For har haft selvmordstanker hver eneste dag indtil videre, men takket være dem, så får de mig på andre tanker. Og ja der er ikke nogen af jer der vidste jeg gik med de her tanker, men det gør jeg. For er virkelig nede hvor jeg ikke kan komme længere ned. Jeg kan ærligt indrømme at jeg ligger i min seng hver aften og tuder mig selv i søvn, for jeg kan ikke se hvorfor jeg er her? Hvilket formål er der? For jeg kan ikke selv se den, så please fortæl mig det, hvis der overhovedet er noget formål eller mening i mit liv? Og jeg er generelt træt af at skal være stærk konstant og kæmpe hele tiden. For jeg har ikke flere kræfter tilbage overhovedet? Jeg er så tæt på at give op, for jeg kan bare ikke mere. Jeg føler mig ubruelig, nyttesløs, uduelig og intet værd. For jeg er jo åbenbart et nul, en taber, en svans og hvad man ellers kan komme på.. Folk har jo ret når de siger at ingen vil have en som mig. Ja jeg svarer dem igen, men jeg det er en facade jeg putter op. For inderst inde græder jeg og tænker, ja de har sgu ret. For der er ikke nogen som vil have en som mig. Jeg er grim, jeg er ulækker, jeg er en idiot, et svin, jeg er fed, frastødende, irriterende, barnlig og så meget mere.. Så hvorfor skal jeg være her? Der er jo ikke noget særligt ved mig? Jeg kan ikke forstå hvorfor jeg er blevet bragt til verden, eller jo, for at lide hele mit liv, for det er hvad jeg har gjort indtil videre. Der har ikke været bare en enkelt dag hvor der ikke har været noget som har gjort ondt på mig.. Og jeg har gjort så mange dårlige ting i mit liv, og det er ting jeg ikke engang er stolt af, men folk forstår ikke når jeg rent faktisk mener jeg er ked af det. Men det må åbenbart være fordi jeg ikke er det værd. Og de har sgu ret, for jeg er ikke det værd.. Men som der står på min plakat: "If it's too hard, it's not worth trying". Og det er sgu rigtigt, for det nytter ikke at jeg prøver, hvis det er for svært, for jeg får det aldrig alligevel, jeg bliver bare såret i sidste ende, så hvorfor overhovedet prøve og prøve og prøve? Det giver jo ingen mening..