Ned af bakke..

Kan det virkelig passe at det kan gå galt på en ting, for synes det hele virker så uoverskueligt.. For i første omgang finder jeg ud af at min fyr/flirt har udnyttet mig i 2 måneder, eller det føler jeg selv at han har. For han har rendt og sagt til mig at jeg er så dejlig osv, og vi har haft vores skænderier, som man jo altid har. Men så efter 2 uger hvor jeg ikke har haft set ham, skriver jeg så med på facebook om tirsdagen, og vi aftaler så at vi skal være sammen om onsdagen, og han siger at han glæder sig og det bliver dejligt, og jeg ringer så til ham, og vi snakker omkring hvor dejligt det er, og så får han også at se hvordan jeg bor, for han har aldrig været hjemme hos mig, vi har altid været hos ham. Og han siger så til mig at jeg  betyder rigtig meget, og han glæder sig til at kunne kysse mig, holde om mig og bare ligge tæt med mig og sådan. Og jeg følte virkelig jeg var i himlen, og jeg havde gået og ventet på det blev nat, så jeg kunne sove og vågne op til at skulle være sammen med ham, men i det jeg vågner, så ser jeg at jeg har fået en sms fra ham, hvor han skriver at jamen han kommer ikke alligevel, for han har brug for at være alene. Jeg var   ked af det og skuffet, og det sagde jeg til ham, hvor han i det skriver at det kan han ikke bruge til noget, for han havde brug for forståelse, og hvor jeg skriver at nu har jeg gået og ryddet op med en enkelt arm og gjort mig det besvær for at planlægge det hele, og hvad vi skulle have at spise, da mine forældre skal ud og spise, og havde virkelig planlagt alt. Og så kommer der den besked: "Jeg har nok bare ikke de samme følelser som dig". Ikke noget med at han kunne sige det fra start af hvor vi begyndte at flirte osv, og hvordan kan det hele forandre sig fra den ene dag til den anden? Og så lige over sms? Kan det bliver  mere latterligt? Han kunne da i det mindste have ringet og sagt det, og han forstod ikke at jeg reagerede så meget på det, det er jo klart når jeg fortalte ham dagen før at jeg rent faktisk var begyndt at elske elske ham, og ja alt. Men nej nej, han skulle bare ødelægge alt.. Og så efter så lang tid.. Og på trods af at han også vidste at lige det tidspunkt var der jeg havde allermest brug for ham, og så jeg troet at jeg betød noget for ham, men det gjorde jeg så åbenbart ikke. Jeg føler mig virkelig dum, godtroende, for selvom han har fucket mig op 2-3 gange før, så har jeg tilgivet ham og prøvet igen.. Og efter det med ham, har jeg bare mistet alt min selvtillid og selvværd.. Alt er væk, selv min moral.


Men ikke nok med det. Jeg ville så se om fredagen hvem der var ægte venner, og der blev jeg såret endnu engang. For der var selvfølgelig nogen jeg havde regnet med ikke var det. Men en af mine bedste venner valgte så at fucke mig op, valgte at sige at vi ikke kunne være sammen, fordi jeg ikke kunne lide hans kæreste, for hvis jeg skulle være sammen med ham, skulle jeg absolut være sammen med hende også.. Der tænker jeg bare, hvilken ven vil tvinge en til at være sammen med en man ikke har lyst til at være i nærheden af? Jeg ved i hvert fald, at jeg ville ikke tvinge nogen af mine venner til noget de ikke vil. Men udover det, var der også en masse andre, og diskuterede ekstremt med min mor samtidigt, for mig og min mor plejede at have et ekstremt godt bånd og plejede at kunne snakke sammen, men de sidste 2-3 år, der har det bare ikke været nemt for mig og min mor, for jeg vil ikke have begrænsninger for hvad jeg skal gøre, bruge penge på osv. Jeg er stor nok til at bestemme selv. Og den dag idag, er det så galt, at næsten uanset hvad min mor siger til mig, så flipper jeg ud, for jeg gider ikke have hun skal blande sig i mine ting. Jeg er virkelig træt af det. Og vi skændes konstant, rent ud sagt, vi kan ikke leve under samme tag længere, og har flere gange råbt og skreget til hende at hvis jeg gør så mange ting forkert, så smid mig dog ud på gaden, ellers går jeg sgu bare til kommunen og beder dem om hjælp. Men uanset hvad, har jeg aldrig gjort det, for uanset hvor meget vi skændes, så elsker jeg hende mere end noget andet, men det er bare ikke nemt.. 


Og senere den fredag aften, altså i sidste uge. Der blev alle tingene simpelthent bare for meget, og jeg kunne ikke håndterer noget af det overhovedet. Så jeg begyndte at tude, og blev enig med mig selv at jeg ville gå en tur. Men det endte så galt at jeg faktisk gik op til broen ved mig selv, og stilte mig der, og så overvejede jeg om jeg skulle hoppe eller ej. Og jeg skrev så til min daværende bedste ven om jeg skulle hoppe eller ej, han svarede ikke overhovedet.. Og det skal lige siges at jeg inden da havde prøvet på at snakke med ham om mine problemer, men det svarede han heller ikke på. Så jeg kontaktede to andre, for jeg vidste ikke selv hvad jeg skulle gøre. Jeg havde brug for at vide om der overhovedet var nogen som ville have jeg blev på denne jord, for jeg følte ikke, eller jeg føler stadigvæk ikke at jeg gør nogen gavn for nogen som helst. Og jeg skrev så til Michael: "Tak for støtten bedste ;/", og det var stadigt ingen svar. Og lidt senere bestemte jeg mig for at gå hjem, da de to jeg kontaktede sagde jeg ikke skulle. Hvilket selvfølgelig gjorde mig glad, for det viste at der i det mindste var nogen som ville have jeg levede. Og om lørdagen dagen efter, skrev jeg til Michael, og han skrev bare som om intet var sket overhovedet. Og jeg skrev bare normalt til ham. Men så om søndagen, snakkede jeg med en af mine bedste veninder Maja, og hun spurgte hvorfor jeg ikke også havde slettet ham pga af det og sådan. Og jeg begyndte at tænke over det. Og der skrev jeg til ham og hørte om hvorfor han ignorerede mig fredag aften, og om det var sådan ægte venner var overfor hinanden? Hvor jeg dog bare får den besked her: "Jeg gider ikke de problemer.. Så er jeg din druk ven." 
Hvilket sårede mig utroligt meget, for han var absolut en af de sidste jeg havde regnet med at ville fucke mig op sådan.. 


Og ikke nok med de ting, så har jeg en veninde som hedder Anika, som betyder utrolig meget for mig, selvom jeg ikke har mødt hende eller skrevet med hende i særlig lang tid. Men jeg havde skrevet til hendes kæreste for at fortælle at han skulle passe på hende, og at hun var heldig at have fundet en så pæn fyr, som samtidigt ikke var et svin, for det er noget man sjældent finder her i verdenen. Og jeg fortalte ham at HVIS ham og Anika ikke havde været sammen, og jeg havde set ham herinde, så ville jeg nok have skrevet til ham og håbet på at han ville date. Men det vil jeg ikke, da de jo er sammen. Men hvor han så begyndte at han ville med glæde have datet mig og begyndte at kalde mig skatter osv, og lagde an på mig. Jeg hoppede så vognen, selvom jeg ikke burde. Men det gjorde jeg. Og hver gang jeg skrev med Anika, pinte det mig, for vidste ikke hvordan jeg skulle sige det til hende, uden at ødelægge alting. Men så på et tidspunkt kunne jeg bare ikke holde det inde længere, for det gjorde for ondt at holde inde uden at sige noget som helst. Og synes selv, at det så sort for mig. For det virkede som om hun slet ikke gad skrive med mig mere. Men jeg syntes at hun burde vide det, for det er det eneste rigtige at gøre. Men det endte så lidt i at vi begyndte at diskuterer omkring det, og det gjorde mere og mere ondt. For jeg havde jo ikke i sinde om at tage ham fra hende, for de var mega søde sammen. Men under samtalen, der brød jeg bare ud i tårer, for kunne ikke mere. Det vidste hun så bare ikke. Men var virkelig ked af det, og følte ikke jeg gjorde noget rigtigt overhovedet. Men vi fik heldigvis løst det hele, og vi er stadig lige så gode venner som altid, hvilket betyder utroligt meget for mig. For Anika er en af dem som betyder mest for mig. Jeg elsker dig virkeligt.


Men mange af jer tænker nok nu hvor jeg vil hen med det her, men det skal jeg fortælle jer. For det første ville jeg gerne fortælle hvad der sker i mit liv. Men selvom jeg er psykisk nede, og virkelig ikke kan finde rundt, så ved jeg at jeg i stedet for at se negativt, skal prøve at se positivt på tingene selvom det er svært. Men uanset hvad, så må jeg bare kæmpe mig igennem det, og klarer det så godt jeg nu kan. Jeg føler dog ikke at jeg pæn, eller til nogen nytte eller som helst. For alt ser sort ud for mig, synes jeg selv. For ved ikke hvad jeg skal gøre af mig selv? Men jeg ved dog, at jeg nok skal klare den, også selvom hvis jeg skal klare det selv, for det har jeg altid gjort, men selvom jeg har det så dårligt psykisk, så er jeg alligevel dum nok til at hjælpe alle andre med deres problemer, i stedet for at tænke på mig selv. Men når jeg så endeligt beslutter mig for at lige at tage mig af mine egne problemer, så flipper folk skråt på mig fordi jeg ikke lige er der for dem på det tidspunkt.. Det sårer mig utroligt meget. For jeg gør åbenbart ingenting rigtigt. Jeg synes hele mit liv har været en stor kamp, for synes aldrig at jeg hviler eller noget som helst. Aner sgu ikke hvad jeg skal gøre. Men jeg ved at jeg er glad for de venner og familie jeg har tilbage, og jeg ved at de er der for mig hvis det endeligt er. Og det er jeg utroligt glad for. Jeg elsker virkelig jer alle!